Udenretslige procedurer for forbrugere
Hvis du har et problem med et produkt eller en tjenesteydelse, du har købt, f.eks. hvis en forhandler nægter at reparere en vare eller give dig pengene retur, kan du forsøge at løse problemet uden for domstolene med alternativ tvistbilæggelse.
Alternativ tvistbilæggelse er normalt en billig og enkel procedure, der kan spare dig fra at skulle gå til domstolene.
Alternativ tvistbilæggelse
Alternativ tvistbilæggelse varetages af neutrale udenretslige organer som forligsmænd, mæglere, voldgiftsmænd, ombudsmænd og klagenævn. De kan bringe dig og forhandleren sammen for at finde en løsning på tvisten. De kan også foreslå en løsning eller endda pålægge én. Det afhænger af den nationale lovgivning, hvordan det fungerer i praksis – f.eks. om forhandleren er forpligtet til at deltage, eller om du skal betale et mindre gebyr for tvistbilæggelse.
Alternative tvistbilæggelsesorganer skal overholde strenge EU-kvalitetskrav, som sikrer, at de behandler jeres tvist på en effektiv, retfærdig, uafhængig og gennemsigtig måde. De fleste af dem kan hjælpe dig gratis eller billigt. De når normalt til en løsning inden for 90 dage. Ifølge EU-reglerne kan du bruge disse organer til at behandle enhver kontraktmæssig uoverensstemmelse med en forhandler, som er etableret i EU.
Alternativ tvistbilæggelse kan anvendes inden for alle sektorer (f.eks. transport, bankvæsen, telekommunikation, energi, elektronik, husholdningsapparater, billeje og renserivirksomhed).
Find et alternativt tvistbilæggelsesorgan i dit eget land.
Eksempel
Tvistbilæggelsesorganer kan hjælpe dig
Armin fra Tyskland fik en regning fra sin internetudbyder, der var højere end angivet i kontrakten.
Da han uden held havde forsøgt at løse problemet med forhandleren, henvendte han sig til det relevante alternative tvistbilæggelsesorgan i Tyskland, som hjalp ham med at finde en løsning uden det store besvær for ham.